31 grunde: Derfor liker dine følgere (ikke) dine opslag

Vidste du, at der findes 30 grunde til, at dine følgere (eller potentielle følgere) liker dit opslag på sociale medier?
Det har lektor Malene Charlotte Larsen, Institut for Kommunikation og Psykologi fra Aalborg Universitet fundet frem til.
På listen er der også et enkelt anti-like – altså en grund til ikke at like (nr. 29). Dem er jeg overbevist om, at der findes flere af.
Min pointe med har trække Malenes liste frem er: Hvis du er til stede på sociale medier, fordi du ønsker flere kunder i din business (og det gør de fleste af mine kunder), så nytter det ikke, at du kun er fokuseret på at få flere følgere og flere likes.
Forestil dig fx, at du følger en profil, der skriver om parforhold, og profilen laver et opslag om dårlig sex i parforholdet.
Du synes, at indholdet er relevant for dig, og vil gerne vide mere. Du skal lige til at like… men kommer så i tanke om, at HELE VERDEN så vil kunne se dit like og måske tro, at du har dårlig sex.
Du beslutter dig for IKKE at like.
Men du køber senere et onlinekursus om bedre sex af profilen.
Eller forestil dig, at du ser et opslag fra en profil, der skriver om karriereskift.
Du synes, at det er MEGA-spændende, for du overvejer faktisk at skifte job. Men du liker ikke, for hvad nu hvis nogle af dine kollegaer eller (endnu værre) din chef ser dit like og tror, at du er på vej væk.
Men selv om du ikke liker, så kontakter du senere profilen og køber en række business sessions som forberedelse på dit kommende jobskifte.
Følgere og likes konverterer ikke nødvendigvis til kunder, og potentielle kunder liker måske slet ikke dine opslag. Men de læser med. Og på et tidspunkt kontakter de dig. Måske bagom de sociale medier.
Lad os se nærmere på Malene Charlotte Larsens liste.
De fleste af grundene til, at vi liker, handler om ALT MULIGT ANDET end selve opslaget.
Er det ikke vildt?
Faktisk handler langt de fleste årsager til likes om personen selv.
Og skal vi være meget firkantede (og det synes jeg godt, vi kan tillade os lige her), så handler kun nummer 1 på like-listen om selve indholdet i opslaget.
Undersøgelsen siger ikke noget om den procentvise fordeling af like-typerne, og det kan jo være at langt de fleste liker af årsag 1. Men det tror jeg ikke.
Her er Malene Charlotte Larsen’s liste over de 30 like-typer (og en anti-like-type):
1) Indholds-like: Jeg likede, fordi jeg kunne lide det delte indhold.
2) Medlidenheds-like: Jeg likede, fordi ingen andre havde liket, og jeg havde ondt af den, der havde delt opslaget.
3) Netværks-like: Jeg likede, fordi jeg tjekkede, hvem der ellers havde liket opslaget, og deriblandt var mange, som er vigtige for mig.
4) Venskabs-like: Jeg likede, fordi vedkommende, som havde delt opslaget, er vigtig for mig.
5) Gensidigheds-like: Jeg likede, fordi vedkommende ofte liker mine ting.
6) Facade-like: Jeg likede, fordi jeg gerne vil tage mig godt ud over for mine venner.
7) Rutine-like: Når jeg bruger sociale medier, er det en rutine at gå gennem opslag og like nogle af mine venners opslag.
8) Jeg lagde mærke til dit opslag-like: Jeg likede, så vedkommende kunne se, at jeg havde set opslaget.
9) Velkommen-like: Jeg likede et opslag for at byde vedkommende velkommen på det sociale medie.
10) At holde relationen ved lige-like: Jeg likede for at holde relationen til vedkommende ved lige.
11) Dating-like: Jeg likede opslaget for at flirte med den, der havde delt det.
12) Newsfeed-like: Jeg likede et opslag, for at sikre mig, at vedkommendes opdateringer fortsat ville dukke op i mit newsfeed.
13) Pres-like: Jeg likede, fordi vedkommende, som havde delt opslaget, pressede mig til det.
14) Strategi-like:Jeg likede, fordi vedkommende, som havde delt opslaget, måske vil være brugbar for mig i fremtiden.
15) Joke-like: Jeg likede opslaget som en joke - ingen ville forvente, at jeg ville like sådan et opslag.
16) Chikane-like: Jeg likede opslaget for at chikanere brugeren.
17) Algoritme-like: Jeg likede for at forstyrre/forvirre algoritmen.
18) Profilbillede-like: Det er kutyme at like venners nye profilbilleder.
19) Jeg er i live-like: Jeg likede, så folk ved, jeg er her, selvom jeg ikke deltager eller skriver kommentar.
20) At få afløb-like: Jeg likede for at få det godt med mig selv.
21) Konversationsregulerings-like: Jeg likede, så deltager i en tråd kan se, jeg har læst deres kommentar/jeg likede for at lukke samtalen ned.
22) Bogmærke-like: Jeg likede for at kunne vende tilbage til opslaget senere.
23) Høfligheds-like: Jeg likede, fordi det ville være uhøfligt ikke at gøre det.
24) Holdnings-like: Jeg likede, fordi jeg gerne ville vise andre i mit netværk, at jeg havde et bestemt synspunkt ift. et specifikt emne.
25) Sympati-like: Jeg likede et opslag, hvis jeg vidste, at afsenderen gik igennem en svær periode.
26) Stemnings-like: Jeg likede for at være med til at opbygge den gode stemning.
27) "Nyt i dit liv"- like: Jeg likede for at sige tillykke til perifere bekendtes livsbegivenheder som børn, bryllup, nyt hus mv.
28) Reaction-ambivalens-like: Jeg likede, fordi jeg ikke kunne bestemme mig for eller gennemskue, hvilken reaction jeg skulle vælge.
29) Anti-like: Jeg undlod bevidst at like, fordi der allerede var så mange, som havde liket.
30) Tøvende like: Jeg ventede lidt med at like, til der var flere, da havde liket opslaget.
31) Fumle-like: Jeg kom til at trykke på like-knappen ved en fejl.
Kilde: Larsen, M. C. (2020). Likekultur på sociale medier. Lyd og/eller billed produktion (digital)
Jeg er nysgerrig! Hvilke like-typer, bruger du mest?
Svar på rikke@sunshineandcoach.dk så samler jeg svarene anonymt og laver en lille uvidenskabelig statistik.
Kh Rikke
Følg mig på Instagram @tekstforfatter_sunshineandko
Følg mig på Facebook Sunshine and Co.
0 kommentarer
Skriv en kommentar