Ét skrivetip, som de dygtigste bruger

Hvis du læser dette, betyder det, at har du åbnet dagens nyhedsbrev. Det valg er, meget sandsynligt, blevet udløst af en helt bestemt trigger.
Jeg brugte den nemlig i emnelinjen. Jeg brugte den også (lidt overdrevet) i preheaderen (det er linjen, der bliver vist lige under emnelinjen).
Dagens trigger er FOMO.
Du kender måske begrebet. Fear Of Missing Out, står det for. På godt dansk: Frygten for at gå glip af noget.
Du kender helt sikkert også FOMO fra dig selv. Følelsen af, at alle andre laver noget mega fedt lige nu, som du ikke er en del af.
Når alle de andre har en federe jul (hvorfor har VI ikke købt matchende nattøj?)
Når de har en sjovere nytårsaften (Jeg skulle OGSÅ have købt de der hylende fløjter!)
Eller når de har en mere fantastisk sommerferie (Jeg vidste bare, at vi skulle have valgt Paris i stedet for telttur!)
FOMO er ikke kun et smart udtryk, som de unge bruger. Det er et adfærdspsykologisk bias - altså en trigger, som vores hjerne er kodet med, for at få os til at gøre dét, som hjernen mener, er bedst for os, på kortest mulig tid.
Vores hjerne vil gerne have os til at overleve - og helst uden at bruge for meget energi.
Og her kommer FOMO ind i billedet.
Fordi - når flokken gør det, så er der en god chance for, at det er en virkelig god ide. Den konklusion brugte din hjerne ikke megen energi på at drage. Og hjernen gør det igen og igen, helt uden, at du bemærker det.
SMART, ik?!
Men det, der er virkelig smart, er, at du også kan indarbejde FOMO i din tekst, og på den måde få dine modtagere til at handle lidt hurtigere, end de ellers ville.
Kan du se, hvordan jeg brugte FOMO i emnelinjen? Og hvordan jeg også brugte det i preheaderen (I særlig grovkornet form).
Nu er det din tur!
Hvordan kunne FOMO se ud, indenfor dit felt?
Send mig en overskrift fyldt med FOMO ved at svare på denne mail - og så giver jeg dig feedback.
Jeg glæder mig til at se din FOMO-fyldte overskrift.
Kh Rikke
Tekstforfatter, journalist og marketeer
---
PS: Skal jeg hjælpe dig med at optimere dine tekster? Så skriv til mig ved at besvare denne mail.
PPS: Vil du hellere have, at jeg skriver for dig? Så skriv til mig ved at besvare denne mail.
PPPS: Alle de andre gør det.
0 kommentarer
Skriv en kommentar